Lidt om mig

Jeg er 57 år, bosiddende i Roskilde og gift med Mona. Sammen har vi to voksne børn. Jeg arbejder som erhvervspsykolog med fokus på udvikling og vurdering af ledere og ledelsesteams.

Jeg har løbet regelmæssigt de sidste 35 år, men har aldrig været nogen hurtig løber og nok heller ikke en god løber. Det er imidlertid det fantastiske ved løb. Du behøver hverken være hurtig eller god, du skal sådan set bare løbe. Og det har jeg gjort. I de sidste næsten 3 år har jeg endda tilladt at kalde mig selv ultraløber. I teorien er enhver distance over et marathon et ultraløb, men i praksis betragtes den korteste distance for ultraløb som 50 km. Da jeg første gang i sommeren 2020 valgte at løbe netop 50 km opdagede jeg til min store overraskelse at det var nemmere end at løbe et marathon. Hemmeligheden er nemlig, at du som ultraløb godt må gå. Jeg valgte at løbe 50 km med en blanding af løb og gang. Jeg løb 4.5 km og gik 500 meter. Det gentog jeg 10 gange og inden jeg fik set mig om, havde jeg bevæget mig 50 km. Jeg havde selv planlagt løbet med depot i vores garage. Tiden var underordnet og jeg nød turen på en helt anden måde end de 15 gange, hvor jeg havde gennemført et marathon. De fleste af mine marathon løb var store arrangerede løb i København, Berlin, New York, Barcelona og London. Jeg løb dem sammen med tusindvis af andre løbere og et hav af tilskuere. Det var fantastiske oplevelser på sin egen måde. Men de 50 km med hyppige stop i vores garage i mit eget selskab og helt uden tilskuere var også fantastisk, blot på en helt anden måde. Da jeg senere samme år løb 100 km med nogenlunde samme strategi på Hærvejen fik jeg hjælp fra et support-team og nød selskabet undervejs. Jeg gennemførte de 100 km, men de sidste 20 km var virkelig hårde at komme igennem. Jeg opdagede dog, at jeg både var i stand til at indtage energi undervejs og restituerede ret hurtigt. Jeg forestillede mig, at hvis jeg blot havde løbet 50-60 km kunne jeg havde gentaget det dagen efter, og dagen efter igen og så fremdeles. Der var ikke langt fra tanke til handling.

Jeg fandt en professionel coach i Jesper Kenn Olsen og halvandet år senere stod jeg klar i det sydvestlige Frankrig og satte i løb mod Danmark. En fantastisk måned senere i selskabet med det mest dedikerede support-team, som man kan ønske sig, løb jeg ind i Roskilde i selskab med en masse løbevenner. En løberejse, som jeg aldrig kommer til at glemme og som har sat sig spor, som jeg aldrig slipper igen. Den sidste dag havde jeg mod slutningen af dagens etape selskab af en masse af mine løbevenner. Ingen af dem havde jeg kendt blot 3 år tidligere, men nu fulgte de mig de allersidste kilometer på min 1.500 km lange løbetur. På den sidste kilometer eller to blev alle helt stille og jeg løb som var det i en drøm. Nok mest fordi det rent faktisk var en drøm, endda en drøm der gik i opfyldelse.