Dag 7

Dag 7 - 46 km / total 356 km

Efter en lang etape i går på 70 km stod den på ‘blot’ 46 km i dag. Jeg ved dog fra mit Frankrigsløb at man skal passe på med at undervurdere de korte dage. Det tager måske nok kortere tid, men kan meget nemt blive ligeså hårde som længere dage. Men jeg gik optimistisk ind til dagen efter en fin nattesøvn.

Min brors bil var punkteret, så vi måtte hurtigt finde alternativ transport til starten. Der var kun 4 km, men jeg prøver at undgå for mange unødvendige kilometer. Heldigvis fik jeg hurtig hjælp fra mine Roskilde løbevenner, der hentede mig mens min bror fik ordnet dækket.

Klokken 8 var jeg klar til start ved Storcentret og Kvickly stod klar med overdådige menu med croissanter og morgenbrød. Det blev en dag med flere rekorder. Vi var rekordmange til start med hele 14 løbere og flere supportere. Vi var altså en stor gruppe, der løb ud af Svendborg. Søren havde stået for planlægningen af rutens første del og sikret at vi løb på Danmarks dyreste cykel/gang/løbe bro ved Hvidkilde Gods. En rigtig god oplevelse. Der var første pause ved Vester Skerninge med kroen der går helt tilbage til 1772 og fortsat er i fuld vigør. Ved 15 km en kort pause i Vester Aaby og derfra de næste 10 km ind mod Faaborg. 25 km var ny distancerekord for både Jesper og ikke mindst Douglas, der med sine blot 10 år er løbets hidtil yngste deltager. Douglas far serverere skøn fynsk brunsviger, og som (stort set) alle ved er fynsk brunsviger det eneste rigtige brunsviger man kan indtage.

Nogle valgte at stoppe i Faaborg, hvor regnen var begyndt. Vi andre fortsatte mod Bøjden yderligere 12 km væk. Regnen tog til og turen mod Bøjden ad hovedvejen var udfordrende med store vandpytter i vejsiden og masser af modkørende trafik. Planen om at gå på bakkerne blev pakket lidt væk til fordel for at komme hurtigt frem mod færgelejet. Vi kom alle frem og der kunne skiftes til varmt tøj. Jeg selv skulle løbe videre på den anden side, men lånte tørt tøj til resten af turen.

Efter en hyggelig overfart, hvor Alslinjen slog rekord for antal af ægge/rejemader solgt på en enkelt overgang 😂

På Fynshav siden (der ligger på Als) stod Johannes klar i bare tæer. Jeg kom luskende i våde løbesko og havde næsten lyst til at gøre Johannes kunsten efter. Men det kræver en helt særlig løbeteknik, så jeg lod det være ved ideen. Der var 9 km på eftermiddagens program og allerede på de første hundrede meter vidste jeg at jeg var i godt løbeselskab. Johannes svævede nærmest hen over asfalten mens jeg prøvede at få gang i de kolde ben. Snakken gik og vi løb i et super tempo. Johannes er ikke en helt ung herre, men det kan man ikke se på hans løb. Aldersforskellen på godt 10 år i min favør kunne bestemt ikke ses. Vi nåede Augustenborg med et tempo på lidt mere end 5m30s. Heldigvis med en gennemsnitspuls på 121, så følelsen af, at løbet var let bekræftes af kroppen.

Mine gode løbevenner skal nu hygge sig på Hotel Alsik’s tagterrasse og bar. Jeg var fristet men traf en voksenbeslutning om at bruge tiden til restitution og dagbogsskrivning. Til gengæld er jeg klar senere når vi skal spise på en hyggelig restaurant i byen.

I morgen skal der løbes helt til Tønder. En dag på 76 km bliver i sig selv udfordrende så jeg gør mig mentalt klar til strabadserne. Dog har jeg et hemmeligt våben i ærmet; besøg af mit ene barnebarn, Ida, når Nanna og Jeppe står klar som support team de næste dage. Endvidere er mine Roskilde løbevenner også med de næste dage, så mon ikke det bliver endnu en skøn dag i løbeskoene, og meget gerne i tørre løbesko 😂🏃‍♂️

God aften til jer alle - og tak for alle jeres hilsner 🙏🤗❤️

Forrige
Forrige

Dag 6

Næste
Næste

Dag 5